Åh, jeg er ikke glad for juletrafikken. Og heller ikke for juleræset. Jeg har travlt og skal nå 1000 forskellige ting. I dag, da jeg alligevel er inde i København, så tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne parkere et sted, jeg kender på Vester Søgade, og få ordnet nogle juleindkøb. Men hvad er der så sket? Jeg har selvfølgelig glemt bilnøglerne på mit arbejde ude i Kastrup. Kl. er 16, og jeg skal være i Helsingør om en time. Min mor har inviteret til æbleskiver og gløgg. Det kan jeg jo ikke lige sådan sige nej tak til. Det plejer at være hyggeligt. Men hvad gør jeg nu.
Sent på den
Ét er, at jeg allerede er for sent på den, noget andet er, at det vil tage tid, inden jeg kommer ud på motorvejen, og kan køre op til Helsingør. Jeg kan bestemt ikke nå at tage ud til Kastrup for at hente nøglerne. Og de har sikkert også låst og lukket i virksomheden for i dag. Så der er heller ikke mulighed for at komme ind og hente dem. Og jeg skal ikke til at lede efter en låsesmed i Kastrup nu. Overhovedet ikke. Så, nu står jeg her uden mine bilnøgler. Jeg skal hurtigst muligt have fat i en låsesmed. Men hvor finder jeg sådan en? Og hvad gør jeg i morgen? Ja, der bliver det nok transport til arbejdet med offentlige transportmidler. Tog fra Helsingør og så bus fra hovedbanen ud til Kastrup. Og så tilbage til Helsingør for at hente bilen. Tidsspilde. Min mor bliver sikkert glad for at have en overnattende gæst. Men for pokker da. Jeg skal jo op, før en kendt herre får sine sko på i morgen. Øv. Jeg må bide i det sure æble. Der er ingen vej udenom.
En låsesmed på Frederiksberg
Finder min mobil frem. Jeg overvejer, om jeg skal google ”låsesmed i København”, eller om det skal være ”låsesmed på Frederiksberg”. Min bil holder jo lige på grænsen mellem de to kommuner. Kan det ikke komme ud på ét? Jo, det kan det jo nok, men det må gerne være én låsesmed, der er billig, og som kan komme hurtigt. Jeg googler efter en låsesmed på Frederiksberg. Mens jeg venter på listen – det går lidt langsomt med telefonen i dag – slår det ned i mig, at jeg måske slet ikke skal bruge en låsesmed. Snarere, en mekaniker, der ved noget om, hvordan man bryder ind i og starter en bil uden nøgler. Kommer til at grine højt ad mig selv. Ja, en låsesmed vil nok ikke være til meget nytte i denne situation. Øv. Jeg tager en hurtig beslutning. Jeg lader bilen stå og løber med alle mine indkøb ned til hovedbanen og køber en togbillet til Helsingør. Jeg kan se, at jeg skal vente i 19 minutter. Toget er lige kørt. Ringer op til min mor og forklarer hende, at jeg bliver forsinket. Hun griner ad mig og siger, at det ved hun da godt. Jeg plejer jo altid at komme for sent.