De fleste mennesker kommer til at tænke på ældre mennesker, der lider af en alvorlig sygdom, når de hører ordet velfærdsteknologi. Det er der også mange gode grunde til. Men der findes faktisk mange velfærdsteknologiske hjælpemidler, som ikke kun hjælper ældre og syge mennesker. De kan også hjælpe unge mennesker, som måske har et fysisk handicap. Eller som er psykisk ude af balance. Sådan et hjælpemiddel kan fx være et tyngdetæppe, som kan hjælpe et menneske med ADHD til at slappe af. Og ja, en musikpude, som din tandlæge låner dig, når du sidder i tandlægestolen, kan gøre underværker: Din nervøsitet forsvinder, fordi du får lov til at lytte til lækker musik.

Et bredt begreb

Begrebet ’velfærdsteknologi’ omfatter derfor ikke kun produkter, der hjælper syge, gamle, nervøse eller hyperaktive mennesker. Det omfatter også produkter, der hjælper mennesker, der arbejder med mennesker, der har brug for velfærdsteknologi i deres hverdag. Fx så kan plejesenge (som kan hæves og sænkes både horisontalt og vertikalt) hjælpe det personale, som skal hjælpe et gangbesværet menneske op fra sengen. Den kan nemlig sikre, at den, der skal op fra sengen, ikke falder og kommer til skade. Samtidigt kan sådan en seng sikre, at personalet ikke selv kommer til skade eller på længere sigt får en arbejdsskade. Det kan nemlig være meget tungt at hjælpe et menneske op fra en seng!

Tyngdedyner bruges af alle i dag

Der findes også utroligt mange eksempler på velfærdsteknologiske hjælpemidler, som vi – de almindelige og velfungerende mennesker – tager til os. De trænger ind i vores hverdagsliv, og vi er glade for dem. Fx så er tyngdedyner blevet meget populære. Disse dyner er faktisk en videreudvikling af tyngdetæpper. Og ja, du kender det andet eksempel på et velfærdsteknologisk hjælpemiddel, som jeg vil give dig her: Sæbedispensere. Der findes jo ikke et eneste hjem i dag, der ikke har mindst én. Sæbedispensere har ikke altid været tilgængelige for os, sådan som de er i dag. De var i første omgang tiltænkt til brug på hospitaler, hvor kravet til hygiejne er meget stort. At de senere hen er kommet ind i vores hjem, er vores held og det skyldes at dette produkt blev videreudviklet.

Gangstave

Et andet eksempel på sådan et velfærdsteknologisk produkt, som mange har tilegnet sig, uden egentlig at de har brug for det, er gangstave. Jo, det er en videreudvikling af en stok. Men materialet, som gangstave er lavet af, bevirker, at vi gerne bruger dem, hvis vi elsker at vandre – i skoven eller på fjeldet.

Generelt, så er velfærdsteknologiske produkter oftest tiltænkt mennesker, der har brug for hjælp i hverdagen. Enten fordi de lider af et handicap, har et fysisk eller psykisk problem. Men, det betyder jo ikke, at disse produkter også kan hjælpe os i vores hverdag. Og der er bestemt ingen, der siger at du har et problem, hvis du har en sæbedispenser både i køkkenet og på badeværelset. Der er heller ikke nogen, der kimser af dig, når de ser, at du bruger en gangstav, når du er ude og vandre. Du skal dog huske, at hvis du ser et menneske med en gangstav, så kan det være fordi, det har et problem.