Jeg fatter det ikke. Hvor er tiden blevet af? Har jeg bare siddet og spildt min tid i de sidste 4 år? Eller går tiden bare hurtigere og hurtigere, jo ældre man bliver? Jeg kan da godt huske, da jeg var ung, og hvor jeg tænkte, at der er rigtigt lang tid til, at jeg skal have bilen til service igen. 1 år var lang tid. Nu er 1 år kort tid. 4 år er kort tid. Har det noget at gøre med, at når man bliver ældre og har flere erfaringer, så er det at have tid noget, som man lærer at værdsætte? Har det noget at gøre med, at man i det hele taget bare bliver mere realistisk og ved, hvor lang tid ting kan tage? Ting tager tid, siger de kloge.

Lytted eikke

Jeg lyttede ikke. Og lod måske tiden forsvinde, fordi jeg havde travlt med at få en karriere. Nå, ikke mere lommefilosofi fra min side. Sandheden er, at jeg har fået et brev med posten. Det kommer fra det firma, som jeg brugte, dengang jeg fik lavet den sidste undervognsbehandling på min bil. De skriver i brevet, at det er på tide, at jeg overvejer at få min bils undervogn behandlet igen.

Rustbeskyttelse af ældre biler

De har også vedlagt en brochure i brevet, som viser alt om rustbeskyttelse af gamle biler. Der er nogle flotte billeder af biler, der får rustbeskyttelse. Der er nogle korte sætninger om undervognsbehandlinger, og hvorfor de er nødvendige. Og jeg kommer til at tænke på, at der faktisk allerede er gået 4 år, siden jeg fik min bil rustbeskyttet sidste gang.

Tiden er fløjet afsted. Jeg har jo slet ikke opdaget det. Bilen har bare fungeret i de sidste mange år. Og den er stadig i god form. Selvom den nærmer sig veteranstatus (+25 år gammel) så kører den fortrinligt. Ok, jeg sørger da også for, at den kommer til service jævnligt. Og ja, den er ikke helt billig at holde i topform. Men jeg elsker den bil og bruger gerne pengene på den. Så naturligvis skal den have en ny undervognsbehandling. Kan den holde i de næste 3 eller 4 år, så opnår jeg også en præmie i vores lille klub for veteranbiler. Jeg meldte mig ind i sidste måned. Sendte alle papirerne til klubben og har allerede været til det første træf, hvor vi kørte en lille tur ud i landskabet. Sådan i konvoj. Det var ret fantastisk.

Til slottet og tilbage

Vi kørte hen til slottet og tilbage til vores mødested, hvor vi derefter fik mange gode diskussioner om vores biler. Der var mange af de gamle medlemmer, som bød mig velkommen, og som faktisk savlede over min gamle folkevogn. Så ja, den skal da have sin rustbeskyttelse. Den skal passes og plejes. Og jeg skal være endnu mere aktiv i klubben. Det er og bliver en god fritidsbeskæftigelse for mig. Så skidt være med, at jeg er det eneste kvindelige medlem. Jeg tror, at jeg får en masse sjove timer sammen med alle de gamle mænd, der taler om, hvor svært det er at finde reservedele til deres biler.