ddebatten

De seneste år har Danske Designere bestræbt sig på konsekvens og udholdenhed i forhold til, at alt det, vi siger, skriver og foretager os, er med til at underbygge foreningens kommunikative platform; Design for People, Profit & Planet. Vi har været tro mod de tre P’er, og de har været tro mod os – vores forhold har været med til at styrke foreningens profil og troværdighed. Og alligevel er det gået op for mig, at jeg rent faktisk savner et ”P”.

Kommunikationsstrategisk er tre et meget bedre tal end fire; tre gode grunde osv. Fire er ikke et særligt godt tal, men måske er det nødvendigt – jeg har i hvert fald svært ved at forestille mig, at et af de tre eksisterende skal ofres. For der mangler et P, og savnet bliver bare stærkere og stærkere for hver eneste nyhedsudsendelse, hver eneste avisforside og hver eneste dag, som går (se – endnu en gang – tre styks…)

Det manglende P står for Passion og er ligeså stort som de tre andre. Krisen, som i og for sig – rent teknisk – måske ikke kan betegnes som en krise længere, idet de fleste definitioner på krise indebærer et element af ”akut-hed”, eller i hvert fald tidsbegrænsning. Den situation, vi befinder os i øjeblikket, er med stor sandsynlighed mere en normalsituation end en krise. Men ondt gør det, og mismodige er vi allesammen i en eller anden udstrækning. Frygten styrer vores adfærd, og ganske stille går det hele en lille smule i stå for hver eneste fyringsrunde i vindmølleindustrien, hvert eneste møde i Bruxelles og… ja så blev det til tre denne gang også – for hver eneste gang vi bliver mindet om, at boligmarkedet er frosset til is.

For en del mennesker – mere synligt ude i verden end herhjemme – er det hele blevet for meget. De har ageret – hvad enten det er ved at demonstrere i New York som en del af Occupy Wall Street bevægelsen eller ved at sætte sig op imod magthavere i knapt så demokratiske lande som vores eget. Og de handler af passion. Så kan man være enig eller uenig i deres krav og forehavender i øvrigt, men de foretager sig da i det mindste noget. Måske når de også deres mål – det har vi set i store dele af den arabiske verden – måske opnår de noget andet. Occupy Wall Street får nok ikke afskaffet den post-kapitalistiske legeplads, hvor forskellen mellem de rigeste 1 procent af verdens befolkning og de resterende 99 procent stiger konstant, og hvor et meget begrænset antal gigantiske kapitalfonde med ret kortsigtede interesser sætter dagsordenen for den globale udvikling. Men der er kommet fokus på uligheden og på de økonomiske mekanismer, som ligger til grund for den enkeltes velfærd og velstand – langt ind i de etablerede politiske miljøer både i USA, hvor Obama har taget budskabet til sig og i Europa, hvor der tales mere om ansvarlighed og bæredygtig økonomisk udvikling end nogensinde.

Jeg påstår ikke, at designerne mangler passion – hvis nogen faggrupper er drevet af passion er det jer. Mit ærinde er en opfordring til at tænke passion ind i jeres løsninger – som en del af den oplevelse, brugeren skal sidde tilbage med, sådan at løsningen ikke ”kun” er smuk og indbydende, funktionel og smart, gennemtænkt ned i mindste detalje, men at den kalder på brugerens passion – at den kan være med til at gøre brugeren mere engageret, mere bevidst og mere optimistisk for fremtiden; løsninger som får os alle til at tro på de tre andre P’er igen.

Vi har i mange år talt om, hvorvidt design kan redde verden – og gu’ kan det da ej i sig selv. Men designere kan være med til at sætte nye dagsordener, skabe nye paradigmer og ny energi. Måske er den største opgave i årene, som kommer at skabe nyt håb og ny tro på, at der ligger oceaner af muligheder, ikke når ”krisen” er forbi – den er kommet for at blive et stykke tid – men lige midt i den nye virkelighed, vi befinder os i. Ved at skabe fede løsninger, med fire P’er som ledestjerner; Design for People, Profit, Planet og Passion…